Borgere: Et Manifest

Del I

Vi har hyppigt trykt ordet demokrati. Dog kan jeg ikke nok gentage at det er et ord hvor selve kernen endnu sover, helt uanfægtet på trods af dets resonans og de mange heftige storme som dets stavelser er skabt af i skrift og tale. Det er et stort ord hvis historie, formoder jeg, stadig ikke er skrevet, fordi den historie først skal sættes i handling.

Walt Whitman, ‘Democratic Vistas’

Demokratiet slumrer, dog selv i søvne bibeholder formuleringen ‘borger’ en betydning af noget forunderligt. At handle som borger er at give udtryk for et lighedsideal, at have borgersind er at være bevidst om den individuelle handlings indflydelse. Dette manifest påtager sig at skitsere de centrale grundsætninger for medborgerskab og at pege på nogle af hindringerne for større borgerdeltagelse. Tilgangen er opfordrende mere end forskriftsmæssig, i den tro at adfærd ikke er kodificeret efter loven, men udviklet efter de ‘hjertets skikke’, som er dannet af vores miljø og etiske forudsætninger.

Borgerne i en moderne nationalstat bebor et område med umiddelbar sammenhæng, og dog føler vi os sat uden for sammenhængen, som om vi blev omgået af magtens centrale netværk. Vores liv er noget som vi fornemmer adskilt fra det offentlige rum, fra et område hvor mennesker bekendtgør en offentlig interesse og anerkender hinanden som borgere. Forestillingen om demokratiet som et fælles projekt er blevet fortrængt af en holdning som har rødder i menneskelig trang til konkurrence og taler om ‘den enkelte og samfundet’, som om de var modsætninger. Denne forestilling giver næring til gensidig mistanke, og forklarer hvordan et samfund på sådan et niveau kan være blevet så skeptisk med hensyn til eget potentiale. Den moderigtige ‘smarte kynisme’ er en gift som siver ind i hver pore på samfundslegemet, svækker kraften og underminerer ånden. Da vi nu prøver at genoplive den sociale etik, er det værd at være opmærksom på en anonym borgers råd: “Lad os gemme pessimisme til bedre tider.”

Medborgerskab er et fælles sprog som forener særskilte identiteter. Dets evne til at skabe samfundsmæssig sammenhæng er afhængig af en universel medborgerdannelse, en der bliver forringet af vedholdende uligheder med hensyn til uddannelse, sundhed og velstand. I mange parlamentariske demokratier er skellene skærpet af en politisk klasse som – i modsætning til dens retorik – forbliver dybt mistænksom over for vælgerbefolkningen. Et miljø som bidrager til borgersammenhold ville kræve radikal omlægning af magten, væk fra den nuværende markedsbaserede centraliseringsmodel som paradoksalt nok hidrører fra mistillid til både staten og individet. Ved at overlade beslutningsprocessen til markedet og iværksættelsen til fjerne ledere har ‘liberal’ kapitalisme udhulet den offentlige sfære, opløst det sociale demokratis infrastruktur og fjernet vækststeder for borgerligt fællesskab. Denne ordning har devalueret de tillidsforhold som er valutaen borgere imellem – et underskud som skaber og fastholder respektløshed og sår tvivl om mulighed for gensidige relationer. Hvis vi skal skabe en borgerlig identitet, er det nødvendigt først at give et løft til vores vurdering af individers evne til blive kritiske og kreative medborgere. Kun ved at gøre det kan betingelserne være til stede for en ‘borgerlig vækkelse’ til at omforme demokratiet.

Udviklingen af autoritær kapitalisme i tidligere kommunistiske stater sætter skarpt fokus på det valg vores vaklende demokrati står overfor: mellem en holdning der baner vej for virksomhed – og kræver at borgere deltager aktivt – og en der begrænser den, og kræver at den skal fornægtes. I den repressive model udnytter den enkelte sin ret som borger til frit at forbruge og bliver genstand for ‘let’ slaveri når han er blevet nægtet en mere fyldestgørende form for borgerlig frihed. Værdierne i vores øjeblikkelige kultur peger måske i den retning, men et sådant fokus på materiel berigelse kan ikke imødekomme de sociale og åndelige behov i et samfund med voksende atomisering. I stedet for at styrke borgerens evne for empati, barnagtiggør forbrugerkulturen ham, fastholder ham i en ‘endeløs barndom’. Denne form for formynderi imødekommer hans eget ønske: bragt til tavshed som borger søger han at udtrykke sig selv som forbruger, kun for at blive fanget i en nedadgående spiral drevet af utilfredshed og ønske om øjeblikkelig tilfredsstillelse. Forbrugerisme oppuster jeget, den hæmmer fantasien; dens individualistiske ideologi har været mere effektiv med hensyn til at kvæle individualiteten end nogen anden konform kultur, delvis fordi den pacificerer enhver form for oprør. Ja, så meget af vores kreative energi er kanaliseret ind i forbrug at det er blevet vanskeligt selv at forestille andre måder at leve på. (Heri hviler lighedstankens paradoks: at lige betingelser skulle føre til større diversitet i livsform). At afslå deltagelse i den uophørlige jagt på anskaffelser er ikke at vende ryggen til verden, men en afdækning af den, at se den og dens beboere i harmonisk sammenhæng.

Udviklingen af en borgerlig bevidsthed kræver en overgang fra forbrugerdemokrati til borgerdemokrati, fra en holdning der efteraber markedet til en der sætter valg i en etisk ramme. I øjeblikket er enkeltpersoner forbrugere af offentlig politik, ikke deltagere i at forme den; de svarer på spørgsmål om deres meninger, men medvirker ikke til at stille spørgsmålene eller at forme vilkår for debat. Som følge deraf er deres rolle todimensionel – de kan vælge mellem at ‘købe’ eller lade være – og er i sidste instans passive, særligt i et miljø så stærkt formidlet af en kommerciel presse.  Til kontrast er det borgerlige demokrati debatterende og aktivt – det stiller krav mere end stiller spørgsmål – oplyst af den viden at borgere selv er formet gennem politisk engagement. Mens forbrugerdemokrati har rødder i markedets iboende ulighed, virker borgerdemokrati ud fra den forudsætning at borgere er ligestillede; og at vi – med forskellig forbrugersmag – deler et fælles ønske om grønne offentlige steder, lokal service af god kvalitet, et rigt og mangfoldigt kulturliv. Inderst inde er denne omdannelse en skabelse af en borgerkultur. En der er opløftende, eksperimenterende og båret af store forventninger. Frem for alt er en borgerkultur en kultur af gensidig anerkendelse, i og med at dens kerneetik er indbyrdes afhængighed. Den sætter borgerydelse over privat bjergsomhed, en sag der ikke blot er et spørgsmål om løn – lærere får f.eks. en belønning, som ikke blot kan måles materielt – men om hvordan vi værdsætter arbejde og giver det mening. På afgørende vis indser denne kultur at velstandskløfter stiller enhver borger dårligt; og at lidelsens skjulte ansigt godt kunne have været, og meget vel kunne blive, vores eget.

Et manifest må gøres håndgribeligt hvis det skal retfærdiggøre sin ambition, og denne kræver fuldstændiggørelse og revision gennem borgerhandling. Den sidste kamp for medborgerskab kan være den mest udfordrende til dato, da hindringerne er indlejret i vores daglige liv, vaner og ukritiske arvegods. Skeptikere anfører at demokratiets skæbne allerede er blevet skrevet, at dets stjerne blegner, og at det er denne generations skæbne at opføre de sidste akter. Dette udsagn undervurderer dog borgeridealets tiltrækning – at formæle ‘det gode liv’ med det ‘alment gode’ – og vores villighed til at påtage os og endda have mod på vanskelige opgaver. Det økonomiske individ er med sin snævre kalkulering og hensynsløse selvbevaring ude af stand til at kortlægge omfanget af bredden i menneskelig ambition. Ud af dets skygge dukker en ædlere tilstedeværelse frem: borgermennesket, et socialt dyr som ser en verden ud over selvet. Denne anerkendelse af vores ‘common-wealth’ kan vække borgerfantasien; båret af den indsigt at ‘kunsten at leve’  ikke opnås i isolation, men med og for andre – i et samfund der vover at være tro mod ordet Demokrati, og hvis borgere virkeliggør det hver dag.
 

Del II

En bemærkning om køn 

• En borger kan være borger når som helst og hvor som helst.
  
  
• En borgers status er ikke defineret af regeringen eller givet af staten: den eksisterer i kraft af selve samfundet. Hans identitet som borger er frigjort fra geografi og køn, seksualitet og etnicitet, profession og religion: i borgerlig sammenhæng betragtes han som et helt om ikke fuldendt menneske, snarere end et aspekt af oprindelse og tilhørsforhold.
  
  
• En borger udvikler sig og beriger i den proces sit samfund. Hans medborgerskab er aldrig statisk, men virkeliggjort i hver handling og aktivitet. En borger fornyer sit medborgerskab hver dag.
  
  
• En borger værdsætter det offentlige rum. Han betragter det ikke som et sted han skal passere igennem, men som et sted hvor han skal bo, udveksle og skabe. Han passer på det og er omsorgsfuld over for dets kunst og arkitektur.
  
  
• Borgeren beskytter og bevarer det naturlige miljø og overvejer sin indflydelse på lokale og globale økosystemer. Borgere er bevidste om biodiversitetens skrøbelighed: tabet af arter er uoprettelige og uerstattelige og kan ikke modregnes i vækstforøgelse, hvor stor den end måtte være. En borger er en forvalter - ikke ejer - af land og betragter jorden som et fælles hjem snarere end en ressource, der skal udtømmes. Han arbejder i sit samfund for at skabe et levende landskab, som er beboeligt, gæstfrit og vedvarende med et minimum af støj, luft- og lysforurening.
  
  
• En borger har magt. Han udøver den hver dag, aktivt ved valg og passivt ved forsømmelse. En borger tænker over hvordan denne magt påvirker andre og misbruger den ikke: han respekterer sin og sine medborgeres magt.
• En borger er ikke en kyniker. Kynisme er de magtesløses tilflugt.
  
  
• En borger skaber betingelserne for at medborgerskab kan blomstre. Han bestræber sig på at bekæmpe fremmedgørelse, apati og socialt forfald, og på at fremme en borgerlig bevidsthed.
  
  
• En borger forkaster ikke politik på grund af politikernes mangler. En borger er et politisk dyr.
  
  
• En borger stemmer og opmuntrer sine medborgere til at gøre det samme. Han følger valgkampagner på tæt hold og benytter lejligheden til at udfordre politikerne på, hvad de har opnået og deres løfter. Borgeren erkender dog også det valgte styres begrænsninger og valget som en udtryksform, og stræber efter at gøre forandring lettere i hverdagen i mindre formelle sammenhænge, hvor der ikke angles efter stemmer og hvor lydhørhed mangler.
  
  
• En borger er internationalist og arbejder for frihed, lighed og retfærdighed overalt på kloden. Borgere undervurderer aldrig vigtigheden af deres valg. Ingen handling står isoleret.
  
  
• En borger er opmærksom på de etiske implikationer af sit forbrug; på dets indflydelse på arbejdstagerrettigheder, dyrerettigheder og miljøet. Borgere slår fast at disse områder er integreret i et retfærdigt erhvervssystem og har lige vilkår for kommende økonomier.
  
  
• En borger forstår hvordan markeder fungerer og kommer i krise, og hvordan en regering kan afbøde deres nedture. Borgere modsætter sig privatisering af offentlige faciliteter og søger sikkerhed for at en væsentlig borgerlig infrastruktur fungerer under fælleseje.
  
  
• En borger virker for demokrati på arbejdspladsen, fremmer samarbejdsmodeller som andelsforetagender og fællesskaber. Borgere støtter mekanismer der anbringer dem i centrum for beslutningstagning som f.eks. budgetlægning og borgerpaneler, og en lodtrækning blandt de bedste som et middel til at udvikle et engageret og kyndigt medborgerskab.
  
  
• En borger er nærværende, ikke repræsenteret, og er villigt til stede.
  
  
• En borger er fortrolig med fremstillingen af køn og seksualitet i medierne og på markedspladsen, og udfordrer den tendens der forsimpler og barnagtiggør mennesker.
  
  
• En borger hævder det offentlige rums integritet som en neutral lokalitet fri for virksomhedsbranding. Til det formål støtter borgere begrænsninger med hensyn til reklamer i miljøer hvor den enkelte ikke kan fravælge, så vel som regulering af skjult markedsføring over for børn.
  
  
• En borger er en netborger og betragter internettet som et område for borgerligt engagement. Borgere behandler cyberspace som en udvidelse af det offentlige råderum, og går ind for at det skal forblive fælleseje med lige behandling af trafik på tværs af indhold og adgang.
  
  
• En borger er agtpågivende over for præsentationen og prioriteringen af nyheder, og kritisk i sin modtagelse af dem. Borgere holder sig informeret gennem varierede kilder om hjemlige og internationale udviklinger, og udfordrer redaktører til at sætte de historier i forgrunden som har langsigtede implikationer. Journalister forstår at deres indflydelse er overordentlig, og at de har et tilsvarende ansvar – et der ikke formindskes af kommercielle forpligtelser. Til gengæld er alle borgere på vagt over for undergravninger af pressefriheden.
  
  
• En borger anerkender at sociale og politiske problemer ofte er komplekse og søger ikke lette svar på vanskelige problemer.
  
  
• En borger imødegår en frygtens kultur som den viser sig på gaden og er manipuleret i medierne. Borgere vender sig imod normaliseringen af overvågning som en hverdagsbegivenhed, sammen med enhver undergravning af rettigheder, særligt på bekostning af dem der ikke er i stand til at forsvare deres rettigheder.
  
  
• En borger respekterer loven og gør sig fortrolig med dens processer. Han lærer hvordan love er udtænkt og udviklet, og hvordan de kan udfordres.
  
  
• En borger er årvågen over for udemokratisk indflydelse på samfundslivet, og på sin post over for faren ved monopoliseret vækst i det borgerlige samfund. Borgere forlanger adgang for mangfoldighed af stemmer i medierne, ud fra den grundtanke at et åbent samfund ikke nødvendigvis er demokratisk, men et demokrati er – i sagens natur – åbent. Borgere udfordrer politikerne til at være gennemskuelige med hensyn til lobbyisme i formulering og virkeliggørelse af politik.
  
  
• En borger undersøger hvordan institutioner på lokalt, nationalt og internationalt niveau har indvirkning på den enkeltes liv, og hvordan de eventuelt kan blive gjort mere demokratiske og ansvarlige.
  
  
• En borger har et kosmopolitisk syn: han kombinerer en universel holdning til etik med en værdsættelse af særlige måder at anskue tingene på. Borgere afviser provinsialisme og kulturel relativisme og går imod adskillelser i det offentlige rum - hvad enten det er som ghettoer eller lukkede enklaver.
  
  
• En borger betragter ulighed som en hindring for social sammenhæng og lægger vægt pår forskellighed i muligheder for den enkelte overalt.
  
  
• En borger hjælper med til at skabe et miljø hvor mennesker er bevidste om og opmærksomme på deres fysiske og psykiske helbred, og hvor behandling er universelt tilgængelig og fri hvad angår ydelse. Borgere oplærer sig selv i beskyttelse og forebyggelse på et kvalificeret niveau både personligt og offentligt, og bidrager som blod- og organdonor hvor det er muligt. En borger er opmærksom på de udfordringer der møder handicappede medborgere, og presser på for bedre adgang til offentlige områder: en borger søger at lette byrderne for sine medborgere.
  
  
• En borger udfordrer de lave forventningers kultur. Borgere er ambitiøse – med hensyn til deres personlige vækst, fællesskabets velfærd og udviklingen af deres samfund.
  
  
• En borger er lærer og student og fortaler for livslang uddannelse. Borgere går imod markedsgørelsen af uddannelse, og lægger i stedet vægt på dens vigtighed med hensyn til at udvikle kritisk og kreativ tænkning.
  
  
• En borger studerer præstationer, så han ved noget om sine medborgeres potentialer.
• En borger studerer grusomhed, så han ved noget om sine medborgeres potentiel.
• En borger studerer livet derimellem.
  
  
• En borger er nysgerrig over for andre kulturer og civilisationer, og benytter muligheder for at rejse og lære forskellige sprog.
  
  
• En borger behandler en fremmed som en medborger. Han betragter andre mennesker som permanente medborgere, men sit eget medborgerskab som afhængigt af hans eget engagement.
  
  
• En borgers samvittighed er hans kompas. Borgere har empati og betragter indføling som en forudsætning for dømmekraft, ikke en erstatning for den.
  
  
• En borger er åben over for ideer fra en hver religiøs tradition og forkaster samtidig dogmer. Han er åben overfor undren og fornuft, og for fantasiens magt.
  
  
• En borger kigger ud i rummet efter en større forståelse af hvor og hvem vi er. Borgere betragter udforskningen af rummet som det ultimative udtryk for menneskelig ambition, så vel som en mulighed for globalt samarbejde. Desuden kan disse bestræbelser uddybe vores viden om jordens biosfære og fungere som en katalysator for tekniske og videnskabelige fornyelser.
  
  
• En borger behandler ikke alle aktiviteter som transaktioner. Han ved at det der er værdifuldt ikke nødvendigvis behøver at være nyttigt, og at mange gavnlige tiltag ikke giver nogen materiel gevinst.
  
  
• En borger er interesseret i kunst, og værdsætter kunstens indsigt i universelle vilkår. Han anerkender at kunstarterne udstyrer borgerne med redskaber til at give sig i kast med verden, og anerkender deres evne til at vise skønhed, inspirere til empati og belyse menneskelig værdighed. Han sikrer at borgere bliver præsenteret for kunstarterne i en tidlig alder og bliver opmuntret til at spørge og eksperimentere.
• En borger er interesseret i videnskaberne og værdsætter deres indsigt i den universelle tilstand. Han anerkender at videnskaberne udstyrer borgerne med et begrebsapparat til at fatte verdenen med, og anerkender deres evne til forstå naturen bedre, fremme kultur og forbedre livskvalitet. Han sikrer at borgere bliver præsenteret for videnskaberne i en tidlig alder, og bliver opmuntret til at spørge og eksperimentere.
  
  
• En borger udfordrer sig selv til at være frisindet, og vedgår at det at fastholde sit frisind er en fortsat udfordring. Han vover at gå nye veje med den viden at udforskning er vejen til nyskabelse.
  
  
• En borger undersøger de resultater der følger af fremskridt inden for biomedicinsk teknologi og søger at fastholde universel genetisk information på offentligt domæne. Borgere åbner for etiske debatter for at belyse problemer i forbindelse med autonomi og afvigelse, og tager skridt – om nødvendigt gennem lovgivning – til at sikre den enkeltes ret til uafhængig identitet.
  
  
• En borger tænker over hvad det vil sige at være borger. Han diskuterer medborgerskab med sine ligemænd og foreslår mulige veje for dets udvikling.
  
  
• En borger er en rollemodel og overvejer sin indflydelse på yngre borgere i særdeleshed. Han er bevidst om eksemplets magt, og om hvordan hans samfund bestemmer og belønner præstationer. Borgere sørger for et omsorgsfuldt og sikkert miljø for børn, viser en stor interesse for deres udvikling og delagtiggør dem i ideen om medborgerskab.
  
  
• En borger værdsætter tidligere generationers bidrag. Han studerer deres kampe og mindes deres ofre, er opmærksom på hver generations ansvar for den næste. Han arbejder på at få skabt de betingelser som gør senior borgere i stand til at leve i værdighed, og betragter disse bestræbelser som gengæld, ikke godgørenhed.
  
  
• En borger erkender vigtigheden af anerkendelse. Han anerkender sine medborgeres bidrag, skønt han ikke søger belønning for enhver god gerning.
  
  
• En borger forlanger mere af sig selv end han gør af sine medborgere.
  
  
• En borger dyrker medborgerskabets ånd. Han forstår at udøvelsen af borgerdyd er et spørgsmål om sædvane, og at selvfølgeligheden kommer med øvelse.
  
  
• En borger stræber først og fremmest efter at blive en borger. 

Benjamin Ramm
London
Springe 2011

Oversat af Knud Kramshøj
Skive
juni 2011
 

En bemærkning om køn  Jeg beklager at jeg ikke har været i stand til at præsentere manifestet i kønsneutralt sprog. I stedet for hun/han ville formuleringen ‘man' have været at foretrække. Men i moderne engelsk føles det arkaisk og upersonligt. Når dokumentet bruger den ‘normative' maskuline form, vedkender den sig manglerne ved denne fremgangsmåde. Oversættere anmodes om at bruge det neutrale pronomen, hvor det er i samtidig brug.